0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uden et band er han ikke bare en mand, men en mand uden et band

Peter Peter er nomineret til en Steppeulvpris som årets musiker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.

Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

sporet. Peter Peter følger den vej, han begav sig ud på som barn, med musikken som vejviser og alskens monstre og særlige mennesker som følgesvende og legekammerater.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For Peter Peter har det altid handlet om musikkens sjæl. Om det man ikke kan sætte fingeren på. Om det, der er det ægte. Om hvorvidt ånden er ærlig.

Derfor gik guitaristen Peter Peter fra Sort Sol, da bandet, som han selv i sin tid havde samlet, var på toppen, som man siger. Kunne man som gammelt punkband indspille popnumre som ’Let Your Fingers Do The Walking’, var det nok på tide at komme videre.

Også selv om han selv havde været med til at lave Sort Sols pophit.

Efter 17 år i Sort Sol (der til at begynde med hed Sods) gik Peter Peter Schneidermann ud uden at skele til Sort Sols overvældende succes i de år.

LÆS OGSÅ

Ikke for at gå solo. Men for at genfinde ånden, starte nye bands, tage fat på nye projekter, producere for unge talenter gjort af det rette stof, sætte særlige stemmer i scene. Det er nu 17 år siden. 17 år i Sort Sol. 17 år efter Sort Sol.

»Jeg er ikke nogen soloartist! Jeg er altid med i et band. Min eneste drivkraft på en plade er, hvad de andre har lyst til. Hvis trommeslageren er vild med et stykke, så skruer vi op for hende. Jeg glemmer min guitar, indtil der kommer en og spørger, om ikke jeg skal skrue op for den. Jeg har altid været en, som samlede bands og spillede i bands. Det var for helvede da også det, det gik ud på fra starten«, konstaterer Peter Peter og ser ud, som om han nikker til sig selv indeni. Sådan var det, og sådan er det.

Tankerne glider
Normalt ser Peter Peter ikke sig selv som tilbageskuende, men lige i disse dage glider tankerne let tilbage i tiden. Fire dage inden vi sætter os ned til dette interview, er hans lillesøster Karina død af kræft.

Det er tungt og trist, men på en måde gør det godt at snakke om noget andet. Om musikken og alt det andet, som fulgte med.

»Fra jeg var 14, til jeg havde mit første band, fik jeg kammeraters fædre til at køre mig rundt på Sjælland for at købe gammelt grej, en højttaler til et forstærkeranlæg eller noget i den stil. Alle de første punkkoncerter blev spillet på mit grej. Der skulle opstå noget rock. Jeg var syg med rockmusik. Jeg hørte Alice Cooper og Iggy Pop. Det var det, jeg ville. Spille rock i et band. Det er min drivkraft. Jeg vil da ikke komme med en soloplade«, siger han med eftertryk, trygt klemt inde mellem knapper og computerskærm på den ene side og en veritabel opmarch af guitarer i stativer på den anden i sit studie. Sjældent har så mange guitarer været forsamlet i ét lille rum.

52-årige Peter Peter har musikalsk aldrig ligget på den lade side og gør det slet ikke nu.

I forrige uge udkom Personas debutalbum, ’Epiphianies of Grandeur’. I Persona arbejder Peter Peter sammen med rocksangerinden Kira Skov og skaber helt anderledes lydlandskaber omkring hendes stemme.

I sidste uge udkom han og Christian Rønns videreudvikling af parrets nykomponerede musik til Eisensteins ’Panserkrydseren Potemkin’ på vinyl i 300 eksemplarer.

Da ’Panser’ blev søsat i synthesizer-mekkaet High End Tentacles på Frederiksberg Allé, mødte Peter Peter op til receptionen, selv om han normalt nødigt går til den slags. Det var godt at komme ud og møde gamle venner midt i de triste dage.

Day job
På Rådhuspladsen kan man se gigantiske reklamer for det nye ’Hitman’-spil. Musik: Peter Peter og Peter Kyed.

Indspilningerne til Danmarks første superheltefilm for børn, ’Antboy’, er netop afsluttet. Musik: Peter Peter.

Peter Peter kigger op på væggen, hvor vinyl og lp-omslag står udstillet på rad og række.

»Du må undskylde, jeg skal lige kigge efter. Så snart jeg er færdig med noget, er jeg videre«, siger Peter Peter med huekasketten på inden døre og læner sig tilbage for et bedre overblik.

LÆS OGSÅ

De står der på række. Den første single med ’Lower’. Den første single med de unge punkstjerner Iceage. Der er space lyrik over coveret, der dækker over Johnny Connie Thomas’ ’Jeg har altid været her før’. En af de særlige stemmer, som Peter Peter holder af og har produceret.

Der sker noget i det lille studie på Østerbro, som Peter Peter har i lokaliteter, han deler med billedkunstneren Christian Skeel og komponisten Kenneth Knudsen. Her passer Peter Peter det, han kalder sit day job.

Stort set hver evig eneste dag sammen med legekammeraten Peter Kyed, som han laver det meste musikarbejde sammen med. De to arbejder lige nu på et nyt Kyed-album, som bl.a. skal indeholde »en 16 minutter lang James Bond-jazzopera«.

Ven med outsiderne
Som barn var lille Peter Peter bange for alting. Han havde set en haj på Zoologisk Museum, som havde skræmt ham fra vid og sans. Alting virkede så farligt og uhyggeligt. Lyset skulle være tændt, når han skulle sove.

Han var også bange for Povl Dissing, når han sang ’Den grimmeste mand i byen’. Men så så Peter ’Frankenstein’ og kunne ikke føle andet end sympati med det stakkels monster, som alle var ude efter med ild og høtyve. Han følte noget, der nok har været en blanding af medlidenhed, identifikation og trøst.

Han byggede de skrækkelige væsner som samlefigurer til drengeværelset. Frankensteins monster, Dracula og varulvene stod nu vagt på hans værelse og syntes at gløde beroligende i mørket. Nu var uhyrerne, de udstødte, de i almindelige menneskers øjne genetisk frastødende og udstødte, på hans side.

»Monstrene blev mine bedste venner. Det er de stadigvæk. Jeg køber stadigvæk mange dukker nede i AB Legetøj og Superhelten. Dem må jeg bare have. Det gode ved at blive voksen er, at man har råd til det«, siger Peter Peter.

Han kaster et forelsket blik på Frankensteins brud, der stadig ligger i sin æske i studiet og venter tålmodigt på at blive transformeret fra samlesæt til menneskelig figur. Det skal nok komme, selv om øjnene har fået sværere ved at håndtere de små dimser med nøjagtighed. Man svigter ikke sine gamle venner, passioner eller idealer.

»Jeg har også snart opkøbt alle de monsterfilm, der fandtes, da jeg var barn, og jeg bliver aldrig skuffet, selv om jeg ikke længere er 8 år«, fortæller han.

Gik forrest med liv og sjæl
Her 44 år senere har Peter Peter bevaret en fuldstændig intakt og uantastet entusiasme for de ting, han har dyrket i så mange år. Musikken først og fremmest, men også B-film. Især horrorfilm, som trofast bliver dyrket i en filmklub en aften hver uge med digteren Vagn E. Olsson, guitaristen Søren Tarding og forfatteren og musikeren T.S. Høeg.

Den monstrøst lyserøde guitar, som han fik i konfirmationsgave af sin onkel Palle, har også stadig en hædersplads i stativ i Peter Peters lille studie sammen med en snes racefæller i andre kulører og faconer.

Han fik den omkring den tid, han begyndte at overtale voksne med kørekort til at køre rundt på hele Sjælland for at finde musikere til bands og finde gammelt grej, han kunne købe op.

Han blev ham, der startede bands og havde grejet. Ham, der gik forrest med liv og sjæl og altid var på jagt efter sjældne vinylplader og den ægte vare. Ham, der i en alder af 52 på mange måder er nøjagtig den samme entusiastiske og kompromisløse sjæl som altid.

En pladebutik som Kaffe & Sort Vinyl har en flittig kunde i Peter Peter. Men den barnlige nysgerrighed og glæde er parret med en vrede og et sortsyn.

Musikalsk kompetence og kompromisløshed får ham til at betragte meget af verden som håbløst galt afmarcheret i en syndflod af oppustede og selvfede værdier. Monstrene går skam iblandt os. De er bare ikke forfulgte uskyldigheder som Frankensteins monster, ikke lige så nemme at få øje på.

Bleeder er et sår endnu
Noget så banalt som at udsende en pressemeddelelse har Peter Peter aldrig været skrap til. Det er, som om han tror, alle andre følger samme logik som hans egen. Hvis det er fedt, så skal det nok blive opdaget af de rigtige mennesker!

Men sådan spiller klaveret ikke altid. Det er hans erfaring med bandet Bleeder et eksempel på. Han startede Bleeder i 1995, da han forlod Sort Sol. De udsendte i 1997 debutalbummet ’Psycho Power’.

Bleeder gik i opløsning, men genopstod som The Bleeder Group, der i 2004 udsendte det foreløbig seneste Bleeder-album, ’Sunrise’. Det arbejdede han på i 5 år. Han brugte alle sine kræfter på ’Sunrise’, uden at det fik en opmærksomhed og påskønnelse, der blot tilnærmelsesvis matchede indsatsen.

»Jeg er stadigvæk meget stolt over den, men der var ikke én eneste, der havde lyst til at snakke om den. Vi var i krig dengang, og der var protestsange på ’Sunrise’, så der var noget at snakke om, men ...«.

Sætningen ebber ud i den gamle frustration over at have råbt op og spillet guitar i ørkenen.

Man sender signaler ud. Det gør jeg også. Og dem, der forstår dem, kommer til mig



»Der er nogle ting, jeg ikke skal snakke om. Det er bare for trist. Jesper Reisinger, som jeg lavede den med, han døde jo. Efter Bleeder Group trak jeg mig tilbage her til studiet. Jeg var syg i ryggen, og jeg var træt af det hele, og det var for svært at have et band på 11 mennesker. Der var 6 i koret, så vi var 17 til sidst! Det kunne ikke lade sig gøre. Det slog mig lidt ud ...«.

Men nu er han efter tre års pusterum ved at være moden til Bleeder igen.

»Jeg er ved at samle det nye Bleeder-hold og leder efter det rigtige øvelokale. Så må vi se, hvordan det udvikler sig. Jeg er ikke sådan en, der planlægger tingene. Det bedste kommer altid tilfældigt«.

Tekno der møder rock
Hvad skal der til, før et projekt interesserer dig?

»Min dør er åben. Folk kommer herned og spørger, om vi skal lave det eller det, og så siger jeg, det kan vi godt. Det har gjort, at jeg har fået lavet alle mulige ting. Musikere, jeg lærer at kende, går igen fra det ene projekt til det andet. Det, der tænder mig på ’Panser’-projektet, er, at det er tekno, der møder rock, og det er jo fuldstændig umuligt«, udbryder Peter Peter og stråler over hele femøren ved ordet ’umuligt’. Så er det værd at sætte tænderne i.

»Hvis jeg har på fornemmelsen, at noget ender med at være en popplade, er jeg ikke interesseret. Dem er der lavet så mange af. Så der er ingen grund til, at jeg skulle stå og lave sådan noget«.

Hvad karakteriserer dem, som vælger din dør frem for så mange andres?

»De kommer, hvis de føler sig anderledes. Sådan som jeg faktisk gør. Jeg føler ikke, jeg hører til i Danmark på den måde. Eller nogen steder. Der er jo ikke rigtig nogen rockscene i Danmark. Der er ’X Factor’. Men man sender signaler ud. Det gør jeg også. Og dem, der forstår dem, kommer til mig«, siger han og understreger, at der for ham er en helt afgørende forskel på et projekt og på at være i et band.

Pladeselskab havde andre planer
Persona-pladen, som i disse dage høster flotte anmeldelser, hører til projekterne, selv om Persona også har været ude at spille som band. Kira Skov var en af dem, der fandt døren til Peter Peters studie.

Hun var kommet hjem fra USA og så Nicolas Winding Refns ’Bleeder’, som Peter Peter havde lavet musik til, og som havde fået sit navn, fordi Winding Refn var vild med Peter Peters musik til ’Pusher’.

Kira Skov mente, de skulle lave noget sammen og spillede nogle numre. De blev enige om at gå videre med det.

Men et pladeselskab havde andre planer med Kira Skov. Så tiden gik, og Kira Skov blev først berømt som dansk rockchick og derefter succesfuld jazzsangerinde, og nu var tiden altså pludselig moden til at tage Peter Peter-tråden op i projekt Persona.



Peter Peter og Peter Kyed sendte musikstumper til Kira Skov, som sad på landet om vinteren i et sommerhus og skrev sange ud fra dem. ’Epiphanies of Grandeur’ materialiserede sig som helstøbt album, men rollefordelingen var for adskilt til, at Persona kunne smelte sammen til et band.

Der var på et tidspunkt konturerne til et band, men det forblev et projekt. Et projekt, hvor Peter Peter er mest begejstret for ’Leaving Dave’, som han synes mere end de andre numre udtrykker projektets fællesmængde.

Annonce



I et projekt udfylder man sin rolle efter bedste evne og fælles behov. Men man lægger ikke hele sit blødende og bankende rockhjerte i vægtskålen. Løber man først dén risiko, er der ingen anden vej end den vej, hvor man går hele vejen.

At være eller ikke være i et band
Det at være i et rockband er et emne, vi uvægerlig vender tilbage til igen og igen. Ikke så meget fordi Peter Peter var guitarist og igangsætter bag Sods, der var dansk punks foregangsmænd og blev til dansk rocks flagskib Sort Sol, men fordi selve det at være i et band er så integreret en del af hans selvforståelse.

Uden et band er han ikke bare en mand, men en mand uden et band.

»Jeg var altid på udkig. Hov, dem der har lidt langt hår! Måske skal vi lave noget sammen? Både i Bleeder og i Sods har det været sådan, at jeg har tænkt: »Ham der kunne jeg godt tænke mig at spille sammen med! Han kan desværre ikke synge eller spille bas. Men jeg køber ham en bas, og jeg lærer ham at spille bas, for ham gider jeg godt hænge sammen med«, siger Peter Peter.

»Men nogle mennesker er svære at få med i bands. De gider ikke rigtig. Man må virkelig lokke dem til det«.

Er det ikke også sådan, at de mennesker, som er interessante, også tit slæber rundt på nogle gevaldige egoer?

»Jo, men hos de folk, jeg har spillet med, er egoerne først kommet senere. Man kan ikke være doven i et band. Du skal op, og du skal gøre det. Da jeg lavede det første Bleeder, tog jeg mine venner med. De så jo meget godt ud og sådan noget. Men de var mere interesserede i at sidde backstage. Jeg tænkte: Jeg tager dem med til Sverige! Jeg viser dem bjergene, og hvor fedt det er at være vågen kl. 4 om natten og køre igennem det der. Men nogle er bare dovne. Man skal være lidt fed, men man skal gide, og man skal investere«, siger Peter Peter.

Først er der interessen. Så er der indsatsen. Det er ikke altid, indsatsen viser sig at stå mål med det, der interesserede i første omgang.

Projektmagerne
Peter Peter og Peter Kyed har været med på den verdensomspændende danske spilsucces ’Hitman’ fra starten for 5 år siden. De var med, da forgængeren ’Kane & Lynch’ blev udviklet, og de har fulgt ’Hitman’ vokse fra fænomen til ’verdensstjerne’.

»De ville godt have, at musikken skulle være ret mærkelig. Og så kommer man jo til os«, smiler Peter Peter sukkersødt, men fortæller også, at det har været tonsvis af arbejde. De små lydbidder af ganske få sekunders varighed løber efterhånden op i 1 1/2 døgns nykomponeret musik. Men så er Peter Peter vel blevet hovedrig?

»Slet ikke. Vi skrev under på en o.k. kontrakt, men det kom til at vare 5 år i stedet for de 2 år, de sagde. Men det skal man jo vide, når man arbejder med sådan nogle kolosser – de er ligeglade med dig.

Fuldstændig. De prøver bare at få så meget ud af dig som muligt. Dem, vi arbejdede med i starten, var nørderne, og det var jo skønt for os. Senere kom producerne ind over, og så blev det mindre sjovt. Men jeg og Peter gør ikke tingene for pengene«, erklærer Peter Peter.

»Hvis vi synes, det lyder fint, gør vi det. Fra nu af gider jeg kun lave noget, hvis det er sjovt« siger han og tænder for computeren, så vi kan høre den vaskeægte superheltemusik, han er ved at lave til ’Antboy’, hvor instruktøren er hans gode ven Ask Hasselbalch.

Ud fra højttalerne bruser vaskeægte Shaaazam!-musik, så man skulle tro, at der hang stjernekrydsere og superhelte i farvestrålende trikoter over de røde teglstenstage på Østerbro.

»Du er da vist over 18, ikke?«
»Vi har nu så meget grej, at vi kunne lave musik til den næste James Bond-film«, siger Peter Peter, der godt kan lide læreprocessen i at lave filmmusik.

Det, at et stort stykke musik skal være lavet til aftalt tid. At det skal fungere på nogle ganske bestemte præmisser. Og at det er instruktøren, der bestemmer. Filmmusik er efterhånden blevet noget, der optager en meget stor del af hans tid.



»Jeg havde lavet filmmusik før, men ’Pusher’ var min første store film. Jeg kæmpede så hårdt for at få mit fingeraftryk på. Men det er ikke godt for en film. Man skal ikke have for interessant musik i en film. Man skal være på filmens side«, siger komponisten og glæder sig over, at hans musik til Winding Refns ’Valhalla Rising’ snart udkommer på vinyl.

»At lave filmmusik har intet med rockmusik at gøre, men det kan være meget godt at få en pause fra sig selv«.



Iceage, som sidste år fik æren for at have genopfundet dansk punkrock, har til gengæld en hel del med rock at gøre. Peter Peter lærte dem at kende, fordi de unge fyre dukkede op til Bleeder-koncerter.

De begyndte at hænge ud sammen. Da Iceage lavede deres første demo, kom de til Peter Peter, som blev blæst bagover. Dét var musik efter hans hjerte!

Han gik ned i ungdomsklubben, hvor de øvede. En opsynsmand kom hen til ham, målte ham med øjnene og spurgte mistænksomt: »Du er da vist over 18, ikke?«. Det måtte den dengang 48-årige Peter Peter jo nok indrømme, at han var. Men han skulle altså lige høre dem spille, inden han gik.



Det gjorde han og opfordrede Iceage til at gå i studiet. Nu! Mens øjeblikket var der. Men der var ikke rigtig noget studie at gå hen til. Så hævede Peter Peter sine SP-penge og sendte dem i studiet med en tekniker, han kendte. Folk skulle høre, hvordan rigtig rock lyder.

Det blev til den første single, som søsatte Iceage som dansk rocks unge håb.

Rock i en ’X Factor’-istid
Alt, hvad der lugter af ’X Factor’ og kopikultur, ser Peter Peter som en parodi på musik, der breder sig alle vegne. Da han var på Sony, forsøgte de at overtale ham til at få en populær stemme med fra et af fjernsynets talentprogrammer for at hæve det vokale niveau og attraktionsværdien.

»Men jeg synger selv, fordi jeg har noget på hjerte, og det bliver med min stemme. Jeg er selv den største fan af outsidermusik. Jeg er ligeglad med, hvordan det lyder. Jeg elsker Tiny Tim (amerikansk sanger med skinger falset og stor næse, som hittede i 1968 med ’Tiptoe Through the Tulips’, red.). Seriøst! Han er en af de største for mig. Jeg kan nævne dig 50 navne, du aldrig har hørt om, og som måske har lagt et nummer ud på Myspace, og som jeg synes er for fede. Ting, som mange folk synes er helt rædselsfuldt, men hvor jeg ser meget anderledes på det«.

Principielt har Peter Peter nu grejet til at kunne lave al musik og musik til alle slags film, for »al musik er jo takt og tone«, som han siger. Men der er en grænse, og den er klar.

»Det eneste, jeg ikke kan lave, er positiv popmusik. Så får jeg det simpelthen så dårligt. Jeg bliver syg af det«.

Hvad er det, der gør, at et stykke popmusik glider glat ned, og hvad er det, der gør, at du ikke kan snuppe det?

»Der er jo folk, der har en overfladisk glæde ved sådan noget«, siger han og klimprer en glad dansk popmelodi på guitaren, mens han ser ud, som om det hele vender sig i ham.

»Jeg er sort indeni«

»Jeg prøvede jo i lang tid at sabotere ’Let Your Fingers Do The Walking’ i Sort Sol (hit i 1994, red.). Jeg kunne ikke forstå, at vi skulle til at lave den slags. Men så tænkte jeg, at det måske alligevel kunne være meget sjovt at lave sådan et Lady & Vagabonden-nummer. Komponister, der ikke er så gode, de laver den slags. Og det skal de have lov til. Det skal bare ikke foregå, når man er et spændende, hot, sygt rockband, som er veløvet og oppe at køre! Så er det en stopklods at lave sådan et nummer. For om et øjeblik kommer Jysk Sengetøjslager og vil gerne bruge dig til et eller andet«. Siger drengen Peter, der fordoblede sig til manden Peter Peter, endte med at gifte sig med forfatterkæresten Lulu og skabte sig et helt personligt livsrum med mange skabsdøre ind til dunkle underlande fulde af gys, punkrock, flinke monstre og andre outsidere. Et af Peter Peters andre bandprojekter hedder typisk nok Genetic Outlaws – De Genetisk Fredløse. Bandet består foruden Peter Peter af en spastisk sangerinde, en dværg og to blinde. De mødes en gang imellem hjemme hos den spastiske pige Vibeke og øver op til en koncert eller to. Bandet var for nylig ude at spille på en skole på Amager. Skolens elever bestod for en stor dels vedkommende af andengenerations indvandrerbørn. Det var en stor succes. Måske eleverne på et plan identificerede sig med outsider-filosofien. Efter koncerten kom skoleeleverne uden for skolen nysgerrigt hen og udfrittede de medvirkende. »Er du blind? Kan du slet ikke se noget som helst«, spurgte de unge bandets blinde medlemmer. Så kiggede de på Peter Peter og spurgte: »Hvad er der så galt med dig?«. »Jeg er sort indeni«.









Lyt til personas album 'Epiphanies of Grandeur':

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

Mere fra os

Annonce

Forsiden

Annonce