For Peter Peter har det altid handlet om musikkens sjæl. Om det man ikke kan sætte fingeren på. Om det, der er det ægte. Om hvorvidt ånden er ærlig.
Derfor gik guitaristen Peter Peter fra Sort Sol, da bandet, som han selv i sin tid havde samlet, var på toppen, som man siger. Kunne man som gammelt punkband indspille popnumre som ’Let Your Fingers Do The Walking’, var det nok på tide at komme videre.
Også selv om han selv havde været med til at lave Sort Sols pophit.
Efter 17 år i Sort Sol (der til at begynde med hed Sods) gik Peter Peter Schneidermann ud uden at skele til Sort Sols overvældende succes i de år.
LÆS OGSÅ
Ikke for at gå solo. Men for at genfinde ånden, starte nye bands, tage fat på nye projekter, producere for unge talenter gjort af det rette stof, sætte særlige stemmer i scene. Det er nu 17 år siden. 17 år i Sort Sol. 17 år efter Sort Sol.
»Jeg er ikke nogen soloartist! Jeg er altid med i et band. Min eneste drivkraft på en plade er, hvad de andre har lyst til. Hvis trommeslageren er vild med et stykke, så skruer vi op for hende. Jeg glemmer min guitar, indtil der kommer en og spørger, om ikke jeg skal skrue op for den. Jeg har altid været en, som samlede bands og spillede i bands. Det var for helvede da også det, det gik ud på fra starten«, konstaterer Peter Peter og ser ud, som om han nikker til sig selv indeni. Sådan var det, og sådan er det.
Tankerne glider
Normalt ser Peter Peter ikke sig selv som tilbageskuende, men lige i disse dage glider tankerne let tilbage i tiden. Fire dage inden vi sætter os ned til dette interview, er hans lillesøster Karina død af kræft.
Det er tungt og trist, men på en måde gør det godt at snakke om noget andet. Om musikken og alt det andet, som fulgte med.
»Fra jeg var 14, til jeg havde mit første band, fik jeg kammeraters fædre til at køre mig rundt på Sjælland for at købe gammelt grej, en højttaler til et forstærkeranlæg eller noget i den stil. Alle de første punkkoncerter blev spillet på mit grej. Der skulle opstå noget rock. Jeg var syg med rockmusik. Jeg hørte Alice Cooper og Iggy Pop. Det var det, jeg ville. Spille rock i et band. Det er min drivkraft. Jeg vil da ikke komme med en soloplade«, siger han med eftertryk, trygt klemt inde mellem knapper og computerskærm på den ene side og en veritabel opmarch af guitarer i stativer på den anden i sit studie. Sjældent har så mange guitarer været forsamlet i ét lille rum.
52-årige Peter Peter har musikalsk aldrig ligget på den lade side og gør det slet ikke nu.
I forrige uge udkom Personas debutalbum, ’Epiphianies of Grandeur’. I Persona arbejder Peter Peter sammen med rocksangerinden Kira Skov og skaber helt anderledes lydlandskaber omkring hendes stemme.
I sidste uge udkom han og Christian Rønns videreudvikling af parrets nykomponerede musik til Eisensteins ’Panserkrydseren Potemkin’ på vinyl i 300 eksemplarer.
Da ’Panser’ blev søsat i synthesizer-mekkaet High End Tentacles på Frederiksberg Allé, mødte Peter Peter op til receptionen, selv om han normalt nødigt går til den slags. Det var godt at komme ud og møde gamle venner midt i de triste dage.
Day job
På Rådhuspladsen kan man se gigantiske reklamer for det nye ’Hitman’-spil. Musik: Peter Peter og Peter Kyed.
Indspilningerne til Danmarks første superheltefilm for børn, ’Antboy’, er netop afsluttet. Musik: Peter Peter.
Peter Peter kigger op på væggen, hvor vinyl og lp-omslag står udstillet på rad og række.
»Du må undskylde, jeg skal lige kigge efter. Så snart jeg er færdig med noget, er jeg videre«, siger Peter Peter med huekasketten på inden døre og læner sig tilbage for et bedre overblik.
LÆS OGSÅ
De står der på række. Den første single med ’Lower’. Den første single med de unge punkstjerner Iceage. Der er space lyrik over coveret, der dækker over Johnny Connie Thomas’ ’Jeg har altid været her før’. En af de særlige stemmer, som Peter Peter holder af og har produceret.
Der sker noget i det lille studie på Østerbro, som Peter Peter har i lokaliteter, han deler med billedkunstneren Christian Skeel og komponisten Kenneth Knudsen. Her passer Peter Peter det, han kalder sit day job.
Stort set hver evig eneste dag sammen med legekammeraten Peter Kyed, som han laver det meste musikarbejde sammen med. De to arbejder lige nu på et nyt Kyed-album, som bl.a. skal indeholde »en 16 minutter lang James Bond-jazzopera«.
Ven med outsiderne
Som barn var lille Peter Peter bange for alting. Han havde set en haj på Zoologisk Museum, som havde skræmt ham fra vid og sans. Alting virkede så farligt og uhyggeligt. Lyset skulle være tændt, når han skulle sove.
Han var også bange for Povl Dissing, når han sang ’Den grimmeste mand i byen’. Men så så Peter ’Frankenstein’ og kunne ikke føle andet end sympati med det stakkels monster, som alle var ude efter med ild og høtyve. Han følte noget, der nok har været en blanding af medlidenhed, identifikation og trøst.
Han byggede de skrækkelige væsner som samlefigurer til drengeværelset. Frankensteins monster, Dracula og varulvene stod nu vagt på hans værelse og syntes at gløde beroligende i mørket. Nu var uhyrerne, de udstødte, de i almindelige menneskers øjne genetisk frastødende og udstødte, på hans side.
»Monstrene blev mine bedste venner. Det er de stadigvæk. Jeg køber stadigvæk mange dukker nede i AB Legetøj og Superhelten. Dem må jeg bare have. Det gode ved at blive voksen er, at man har råd til det«, siger Peter Peter.
Han kaster et forelsket blik på Frankensteins brud, der stadig ligger i sin æske i studiet og venter tålmodigt på at blive transformeret fra samlesæt til menneskelig figur. Det skal nok komme, selv om øjnene har fået sværere ved at håndtere de små dimser med nøjagtighed. Man svigter ikke sine gamle venner, passioner eller idealer.
»Jeg har også snart opkøbt alle de monsterfilm, der fandtes, da jeg var barn, og jeg bliver aldrig skuffet, selv om jeg ikke længere er 8 år«, fortæller han.
Gik forrest med liv og sjæl
Her 44 år senere har Peter Peter bevaret en fuldstændig intakt og uantastet entusiasme for de ting, han har dyrket i så mange år. Musikken først og fremmest, men også B-film. Især horrorfilm, som trofast bliver dyrket i en filmklub en aften hver uge med digteren Vagn E. Olsson, guitaristen Søren Tarding og forfatteren og musikeren T.S. Høeg.
Den monstrøst lyserøde guitar, som han fik i konfirmationsgave af sin onkel Palle, har også stadig en hædersplads i stativ i Peter Peters lille studie sammen med en snes racefæller i andre kulører og faconer.
Han fik den omkring den tid, han begyndte at overtale voksne med kørekort til at køre rundt på hele Sjælland for at finde musikere til bands og finde gammelt grej, han kunne købe op.
Han blev ham, der startede bands og havde grejet. Ham, der gik forrest med liv og sjæl og altid var på jagt efter sjældne vinylplader og den ægte vare. Ham, der i en alder af 52 på mange måder er nøjagtig den samme entusiastiske og kompromisløse sjæl som altid.
En pladebutik som Kaffe & Sort Vinyl har en flittig kunde i Peter Peter. Men den barnlige nysgerrighed og glæde er parret med en vrede og et sortsyn.
Musikalsk kompetence og kompromisløshed får ham til at betragte meget af verden som håbløst galt afmarcheret i en syndflod af oppustede og selvfede værdier. Monstrene går skam iblandt os. De er bare ikke forfulgte uskyldigheder som Frankensteins monster, ikke lige så nemme at få øje på.
Bleeder er et sår endnu
Noget så banalt som at udsende en pressemeddelelse har Peter Peter aldrig været skrap til. Det er, som om han tror, alle andre følger samme logik som hans egen. Hvis det er fedt, så skal det nok blive opdaget af de rigtige mennesker!
Men sådan spiller klaveret ikke altid. Det er hans erfaring med bandet Bleeder et eksempel på. Han startede Bleeder i 1995, da han forlod Sort Sol. De udsendte i 1997 debutalbummet ’Psycho Power’.
Bleeder gik i opløsning, men genopstod som The Bleeder Group, der i 2004 udsendte det foreløbig seneste Bleeder-album, ’Sunrise’. Det arbejdede han på i 5 år. Han brugte alle sine kræfter på ’Sunrise’, uden at det fik en opmærksomhed og påskønnelse, der blot tilnærmelsesvis matchede indsatsen.
»Jeg er stadigvæk meget stolt over den, men der var ikke én eneste, der havde lyst til at snakke om den. Vi var i krig dengang, og der var protestsange på ’Sunrise’, så der var noget at snakke om, men ...«.
Sætningen ebber ud i den gamle frustration over at have råbt op og spillet guitar i ørkenen.
Man sender signaler ud. Det gør jeg også. Og dem, der forstår dem, kommer til mig
Peter Peter
»Der er nogle ting, jeg ikke skal snakke om. Det er bare for trist. Jesper Reisinger, som jeg lavede den med, han døde jo. Efter Bleeder Group trak jeg mig tilbage her til studiet. Jeg var syg i ryggen, og jeg var træt af det hele, og det var for svært at have et band på 11 mennesker. Der var 6 i koret, så vi var 17 til sidst! Det kunne ikke lade sig gøre. Det slog mig lidt ud ...«.
Men nu er han efter tre års pusterum ved at være moden til Bleeder igen.
»Jeg er ved at samle det nye Bleeder-hold og leder efter det rigtige øvelokale. Så må vi se, hvordan det udvikler sig. Jeg er ikke sådan en, der planlægger tingene. Det bedste kommer altid tilfældigt«.
Tekno der møder rock
Hvad skal der til, før et projekt interesserer dig?
»Min dør er åben. Folk kommer herned og spørger, om vi skal lave det eller det, og så siger jeg, det kan vi godt. Det har gjort, at jeg har fået lavet alle mulige ting. Musikere, jeg lærer at kende, går igen fra det ene projekt til det andet. Det, der tænder mig på ’Panser’-projektet, er, at det er tekno, der møder rock, og det er jo fuldstændig umuligt«, udbryder Peter Peter og stråler over hele femøren ved ordet ’umuligt’. Så er det værd at sætte tænderne i.
»Hvis jeg har på fornemmelsen, at noget ender med at være en popplade, er jeg ikke interesseret. Dem er der lavet så mange af. Så der er ingen grund til, at jeg skulle stå og lave sådan noget«.
Hvad karakteriserer dem, som vælger din dør frem for så mange andres?
»De kommer, hvis de føler sig anderledes. Sådan som jeg faktisk gør. Jeg føler ikke, jeg hører til i Danmark på den måde. Eller nogen steder. Der er jo ikke rigtig nogen rockscene i Danmark. Der er ’X Factor’. Men man sender signaler ud. Det gør jeg også. Og dem, der forstår dem, kommer til mig«, siger han og understreger, at der for ham er en helt afgørende forskel på et projekt og på at være i et band.
Pladeselskab havde andre planer
Persona-pladen, som i disse dage høster flotte anmeldelser, hører til projekterne, selv om Persona også har været ude at spille som band. Kira Skov var en af dem, der fandt døren til Peter Peters studie.
Hun var kommet hjem fra USA og så Nicolas Winding Refns ’Bleeder’, som Peter Peter havde lavet musik til, og som havde fået sit navn, fordi Winding Refn var vild med Peter Peters musik til ’Pusher’.
Kira Skov mente, de skulle lave noget sammen og spillede nogle numre. De blev enige om at gå videre med det.
Men et pladeselskab havde andre planer med Kira Skov. Så tiden gik, og Kira Skov blev først berømt som dansk rockchick og derefter succesfuld jazzsangerinde, og nu var tiden altså pludselig moden til at tage Peter Peter-tråden op i projekt Persona.
Peter Peter og Peter Kyed sendte musikstumper til Kira Skov, som sad på landet om vinteren i et sommerhus og skrev sange ud fra dem. ’Epiphanies of Grandeur’ materialiserede sig som helstøbt album, men rollefordelingen var for adskilt til, at Persona kunne smelte sammen til et band.
Der var på et tidspunkt konturerne til et band, men det forblev et projekt. Et projekt, hvor Peter Peter er mest begejstret for ’Leaving Dave’, som han synes mere end de andre numre udtrykker projektets fællesmængde.